På dette tidspunkt var hele Skandinavien beboet af vikingerne, og Skåne havde siden 800 årene været en del af Danmark.
Motivet er et fabeldyr med manke af svungne ranker, der gentager sig 7 gange, derunder er indridset ULFKIL i runer, muligvis navnet på stokkens ejer.
Fabeldyret er lavet i det, som hedder Ringerike stilen. Stilen har navn efter den geologiske betegnelse for en speciel sandsten, som man brugte til en gruppe fint ornamenterede mindesten, i landskabet Ringerike nord for Oslo.
Højde 75 cm
Stenen er dateret til 900 årene, hvor danske vikingers ekspansion ude i verden var størst.
Fra 883 til 995 e.Kr var det et munkesamfund, der vogtede over St. Cuthberts relikvier. Da hedningene ankom, havde englænderne længe været kristne og havde en lang tradition for skulpturkunst. Som tiden gik inspirerede indvandrerne de engelske stenhuggere til nye motiver. Denne del af et kristent kors, med dragehoveder og indskriften EADmUnD skrevet med versaler og runer, er et af resultaterne.
Oprindelig var skulpturerne fra England bemalede.
Man kan stadig se spor af rød blyfarve på korsstammer fra Burnsall og Newgate i York. På St. Paulsstenen er der spor af gipsgrund med blå, gule og hvide farver.
Omkring 1790 blev mindesmærket ødelagt. I 1814 genfandt man imidlertid 3 sten i et havegærde, samt stumperne af de øvrige 5 sten, der var blevet kløvet.
Kultstenen, som er vist her, er fra vikingetiden og menes at forestille troldkvinden Hyrrokkin fra Snorres Edda.
Sagnet fortæller, at da Balder er død, kan Aserne ikke søsætte hans dødsskib. De kalder da på Hyrrokkin, som straks kommer ridende på sin ulv med en hugorm som tømme, og som med et enkelt skub får skibet i vandet. Så kraftigt var hendes skub, at rullestokkene under skibet begyndte at brænde.
De tilbageblevne sten står i dag opstillet i Lunds Historiske Museum.
Højde 56 cm
Denne ristning forestiller et skib med 13 mandskabsstreger, to øksebærende mænd med hornede hjelme og en kvindefigur, der bøjer sig bagover.
Mændene tolker man som frugtbarhedsguder, idet den ene holder et segl, og den anden er fallisk. Kvinden, der bøjer sig bagover, har et snoreskørt på, i samme stil som Egtvedpigens.
Fra Grevensvænge i Danmark har man fundet 6 små bronzefigurer. Den ene figur er en bagoverbøjet kvinde magen til kvinden fra Sotorp, og tilsvarende fandt man også 2 hjelmprydede mænd med økser.
Samme motiv er fundet på flere rageknive, men her er besætningen tilføjet en kvinde med slanger i hænderne, et billede på en guddom, der er knyttet til årstidskulten og livets fornyelse.
Højde 57 cm
Fundet er gjort ved Køge Strand på Sjælland og kan dateres til ca. 950 til 1025 e.kr.
Motivet er en grylemaske, der forestiller en skægget mandsperson. Stilen er lavet i det, der kaldes mammenstil, en forløber for Jellingestilen.
Tilsvarende motiv kan man finde på Århusstenen, en runesten, der var indsat som hjørnesten under den gamle Vandmølle i Århus.
Man mener, at motivet har haft en ondtafværgende funktion. Der er ikke fundet mange metalsager med denne ornamentik, derimod mange i træ og horn, der tilsyneladende har været hovedmaterialet.
Højde 45 cm
Lem Kirke blev bygget omkring år 1200, og kvadrene er fra samme periode. I 1500 tallet brændte kirken. Ifølge fortællingerne fordi en karl skød med sin forlader efter duerne, som sad på stråtaget.
Kultstenen forestiller en drage med 4 hoveder og en svungen krop. Tæt beslægtet med drager er basilisken, og her er fortællingen om, hvordan en sådan opstår.
Et æg lagt af en hane, udruges af en tusse. Ud kommer en ganske almindelig kylling, men efter 7 dage får den en dragehale. Den er meget farlig. Dens ånde og blik er dødeligt. Hvor den har trådt, vokser der ikke mere græs.
Muligvis er drager og basilisker en tåget erindring om fortidens øgler, fra før menneskene overtog jorden.
Højde 68 cm
